|
|
ET VELSYNGENDE KOR I PROVINSENVi synger alt fra Bach til Beatles |
|
|
|
Holbæk
Sangkor er Danmarks ældste folkekor. Den første mødeprotokol starter
den 16. april 1850, og koret kunne derfor i 2000 fejre 150 års jubilæum.
I den anledning udgav Holbæk Sangkor et jubilæumsskrift, hvori det blandt
andet fortælles, at initiativtageren til stiftelse af ”Sangforeningen i
Holbæk Kjøbstad i Sjælland” var stadsmusikant H.H. Bremer. Koret
var helt frem til 1960 et mandskor. Man dyrkede naturligvis sangen, men
var samtidig en selskabelig forening, som påtog sig at skaffe store
teaterforestillinger til byen – arrangementer, som samlede mange
mennesker især i 1930’erne og 40’erne. En
krise opstod for koret i 1950’erne. Fjernsynet gjorde sit indtog i de
fleste danske hjem, og meget foreningsliv stagnerede. I 1960 besluttede man sig for at optage damer i koret, og således fremtræder koret i dag som et blandet kor. I 1962 tilsluttede man sig landsorganisationen ”Danske Folkekor”. Derigennem får korsangerne mulighed for at deltage i diverse korstævner med fremmede instruktører, og heldigvis er mange i koret opmærksomme på dette tilbud. Ligeledes har man hvert 5. år mulighed for at deltage i et landssangstævne, hvor flere hundrede sangere fra hele landet mødes. Ved stævnet i Odense i maj 2002 blev Danske Folkekors 100 års jubilæum samtidig markeret. I 2007 var landsstævnet i Tønder i St. Bededagsferien. I 2012 afholdes det i Næstved i Kr. Himmelfartsferien.
I
slutningen af 1970’erne engagerede Holbæk Sangkor sig med et
venskabskor i Trelleborg i Sverige, lige som der har været kontakt til et
kor i Celle. Nogle koncertrejser er det også blevet til både inden- og
udenlands. Udenlands har koret været
på koncertrejser til Rhodos, Wien, Finland, Oslo og Frankrig. Holbæk
Sangkor synger et blandet repertoire med vægt på den folkelige sang.
Selvfølgelig meget dansk, men også på andre sprog. Kirkemusik er også
på programmet tillige med jazz og evergreens. Holbæk
Sangkor blander sig gerne i byens musikliv og arbejder sammen med diverse
musikgrupper i Holbæk. Også Sjællands Symfoniorkester er der prøvet kræfter
med sammen med et andet kor i byen. I 1990-91 var koret basisgruppe i
koncertopførelsen af Chess i Vestsjælland, hvor der foruden amatørsangere
og -musikere deltog professionelle
kræfter. Den
åbne linje fører koret sammen med en masse musikglade mennesker i Holbæk,
og det trives koret godt med. Så godt, at koret nu er på 60 aktive
sangere. Hertil kommer en vennekreds på 50, som gør en aktiv indsats
omkring korets mange gøremål. Folmer Hviid
har i mere end 40 år og indtil sæsonstart 2006 været korets meget afholdte
og aktive dirigent. Steen Johansson var korets dirigent fra sæsonstart 2006 og indtil 2012. Han var samtidig tilknyttet Sant Povls Kirke i Korsør som organist samt korleder for kirkens pigekor. Fra 2012 er Morten Sønderskov Holbæk Sangkors dirigent. Torsdag den 25. marts modtog Holbæk Sangkor Nordea Fondens Kulturpris 2010. Holbæk Sangkor fejrede 160 års jubilæum den 16. april 2010.
Med
mange gode kræfter samlet omkring en god indsats tegner fremtiden lys for
Holbæk Sangkor |